Intensive par-terapeutiske ophold PÅ ALS
Fungerer dit par-forhold ikke?
Så har du brug for et nyt
– men ikke nødvendigvis en ny partner !
Et kortvarigt, men intensivt par-terapeutisk forløb over 2-3 dage på Kegnæs ved Als, hvor man indlogeres på vores retrætecenter, er en unik og særdeles effektiv måde at arbejde med sit par-forhold på, som har en række fordele i sammenligning med traditionelle tilgange. Det intensive forløb egner sig især til alvorlige par-kriser, hvor det er afgørende at opnå konkrete og mærkbare resultater hurtigt.
Men par, der blot ønsker at berige kendskabet til hinanden, forbedre kommunikationen og uddybe intimiteten i relationen er ligeledes begejstrede for denne intensive tilgang.
Par-forløbet kan i øvrigt altid suppleres med individuelle sessioner, hvis det ønskes eller synes at kunne gavne processen.
Det daglige program
Vi arbejder 2-3 timer om formiddagen, holder en 3 timers frokostpause og arbejder så igen 1,5 – 2 timer alt efter energi og behov.
Eller man kan nøjes med at arbejde 2-3 timer dagligt og strække forløbet ud over 3-4-5 dage og på den måde få mere tid til at integrere arbejdet gennem pauser, reflektion og rekreative udfoldelser.
Intensiteten af terapiforløbet vil altid kunne planlægges fleksibelt efter deltagernes ønsker og behov, og jeg vejleder gerne heri.
Fremgangsmåden
Denne består af en dynamisk kombination af fordybende samtaler, psykoterapi og almindelig sund fornuft. Forløbet assisteres af indsigtsbaseret undervisning der ikke sjældent bibringer aha-oplevelser. Vi har et særligt fokus på det der foregår her-og-nu og lægger vægt på at klienten får en personlig oplevelse af det vi taler om.
Stilen er intens – og dog nænsom; udfordrende – og dog altid omsorgsfuld. Forløbet afpasses nøje hvert enkelt pars særlige situation, idet vi altid tager udgangspunkt i en drøftelse af de resultater parterne hver især ønsker at opnå.
Omgivelserne
Landsdelen Kegnæs tilbyder idylliske, hyggelige og afstressede omgivelser der danner ideelle rammer for afslapning, vandreture og personlig fordybelse i de ting man arbejder med.
Godt at komme væk sammen
Det er godt for mange belastede par-forhold at komme væk fra de vante omgivelser, stress og forpligtelser, der ofte dræner for meget af den energi man netop har brug for, når man skal bryde dysfunktionelle mønstre og vaner og etablere nye måder at opleve hinanden på.
Problemets kerne
Det at kunne give sit forhold en koncentreret opmærksomhed over nogen dage åbner forbløffende hurtigt op for nye perspektiver, løsninger og udviklingsmuligheder i et omfang der altid er overraskende. Deltagerne får mulighed for at opleve, at der for en gangs skyld er tid nok til at få snakket de ømtålelige emner igennem og til bunds.
Når vi således når ind til problemets kerne hurtigere kan vi også få gjort noget ved den med det samme. Par, der anså deres krise for håbløs, finder i de fleste tilfælde nyt håb i denne proces. Nødvendige redskaber og færdigheder udvikles i processen, indøves på stedet og tages med hjem.
Holder det?
Nye færdigheder skal her – som ved alt andet – holdes vedlige.
I det omfang det ønskes og anses for gavnligt, arrangeres opfølgning via video konference. Eller et nyt og som regel kortere ophold kan aftales 2-3 måneder senere. Eller begge dele.
Økonomi
Denne måde at få par-terapi på forudsætter naturligvis en større økonomisk investering. Men langt de fleste mener at de intensive ophold set i relation til udbyttet er mere effektivt og økonomisk end traditionelle fremgangsmåder, der kan strække sig over mange måneder uden nødvendigvis at komme dybt nok til at nå de ønskede resultater.
Hvor meget det løber op på afhænger af hvor intensivt man ønsker at gå til den og hvor mange dage man vil arbejde. (Se afsnittet om priserne). Det er en stor hjælp hvis man kan tillade sig ikke at tænke for meget på at spare, men sætter fokus på at få gjort det, der er behov for, her-og-nu.
Man kan se på det som en investering, der gælder resten af livet. Og de fleste vil nok mene, at den er ret beskeden set i forhold til de omkostninger – økonomisk og menneskeligt – der følger med en skilsmisse, der ikke sjældent bliver alternativet.
Video-konferencer
Par, der ikke har mulighed for et sådant intensivt forløb, eller som ønsker en mindre intensiv tilgang kan i begrænset omfang få konsultationer hos mig via video-konferencer, eller ambulant.
Klik her for at læse hele vidnesbyrdet fra deltager i parterapi…